Men da 2. verdenskrig brød ud, blev våbnene tungere. Hitler beordrede en ny bunker som en udvidelse af den eksisterende, og det er denne bunker, vi kender som førerbunkeren eller Führerbunker.

Førerbunkeren var bombesikker. Loftet var 4,5 meter tykt jernarmeret beton, og da krigen i januar 1945 var så godt som tabt for Tyskland, flyttede Hitler ind i bunkeren.

På dette tidspunkt blev bombningen af Berlin intensiveret, og fra øst krydsede sovjetiske tropper grænsen til det tyskbesatte Polen.

Da Den Røde Hær nåede Berlin den 16. april 1945 og indledte den to uger lange Slaget om Berlin, forlod Hitler kun bunkeren én gang. Han gik udenfor for at overrække medaljer til nogle drenge fra Hitlerjugend for deres indsats i kampen mod de sovjetiske soldater.

Til sidst tog Hitler sit eget liv, og tre dage senere sluttede kampen.

Som led i efterkrigstidens demilitarisering skulle besættelsesmagterne sprænge bunkerne i Berlin i luften, men de sovjetiske tropper havde svært ved at sprænge Hitlers massive bunker.

Så de sprængte bare haveindgangen til bunkeren i luften og dækkede betonresterne med jord.

Det varede faktisk indtil 1988, før Hitlers bunker endelig blev fjernet helt. Området skulle bebygges med nye, moderne boliger til østberlinerne.

Imidlertid forblev en del af den massive armerede beton fra bunkeren under jorden, som de ikke var i stand til at fjerne. Og det eneste, der var tilbage at bygge oven på de få rester af Hitlers bunker, var en parkeringsplads.

Parkeringspladsen er nu en turistattraktion, selvom der ikke er noget at se af Hitlers bunker i Berlin. Der er et stort skilt med et kort over bunkeren og historien om førerbunkeren.

Man kan altså ikke købe billetter til Hitlers bunker, og hvis nogen forsøger at sælge dig en sådan billet, er det svindel.