Den 25. juli 2026, kort før kl. 22.00, bragede en bil bevidst ind i menneskemængden ved Pride. Én person omkom, og 29 blev alvorligt såret. Knap to uger senere blev der indviet et mindesmærke for ofrene tæt på gerningsstedet i Tiergarten.
Det ville ellers have været en festlig dag. Christopher Street Day (CSD), som Pride kaldes i Tyskland, fandt sted i Berlin. Hundredtusinder af farverige og glade mennesker var ude på gaderne.
Som altid kulminerede CSD ved Brandenburger Tor, hvor der var livemusik og taler fra scenen. Lidt før kl. 22.00 sluttede festen brat.
En ung, radikaliseret mand pløjede med fuld fart gennem Tiergarten i en lejet varevogn og satte kursen mod den store skare af deltagere ved CSD. 30 mennesker blev ramt. Én døde på stedet, mens 29 andre blev kørt på hospitalet, hvoraf nogle var i kritisk tilstand.

Foto af Chrissie Sternschnuppe@flickr. CC BY-SA.
Allerede dagen efter blev der opstillet to spontane mindesmærker for ofrene. Det ene lå i Tiergarten på gerningsstedet, og det andet lå foran Brandenburger Tor, hvor medlemmer af LGBTQ+-samfundet samledes for at mindes ofrene.
To uger senere blev det nye mindesmærke indviet af Stefanie Remlinger, borgmester i bydelen Mitte, og LSVD, Tysklands LGBT-organisation.
Mindesmærket består af et nyplantet ahorntræ, der er omgivet af et hegn, hvor de sørgende kan hænge kondolencebeskeder op. Der er også en bænk i regnbuefarver, hvor folk kan sidde i stilhed og mindes ofrene for terrorangrebet på Pride.

Foto af Chrissie Sternschnuppe@flickr. CC BY-SA.
Træet blev plantet, fordi terroristen blev standset, da han kørte ind i et træ. Træet blev beskadiget, men nu har Tiergarten fået et nyt træ.

Sted:
Tiergarten, Berlin
Familievenligt: Ja
Pris: Gratis
